Da jeg skulle finde bolig i København var 1. prioriteten at den skulle være billig - og at jeg hurtigst muligt fik tag over hovedet. Ansøgningsprocessen gik allerede i gang i januar måned - men det var først efter optagelse og en måned hos en fantastisk sød moster i Indre By, jeg kunne bosætte mig i mit eget kollegieværelse. Det roder rigtig meget, men der er en seng, en vask og temmeligt meget tøj og mange bøger. Til gengæld deler jeg både bad, toilet og køkken. Det har jeg det efterhånden fint med. For nok gør det faktum, at man ser - i begyndelsen - vildt fremmede mennesker valse med ad gangen kun iført håndklæde og man skal døje med en rengøringsvagt hver anden uge, så opvejer fordelene jævnt ulemperne. Man lærer folk fra andre studier og omgangskredse at kende - men ud for ens egne præmisser, selvom man ofte også nedbryder de personlige barrierer, man sidder med i opknappet skjorte på 6. række i Chr. Hansen auditoriet. Jeg kan høre udredninger om Oscar Wildes kvindefigurer kombineret med erfaringer om dissikeringer, citater fra 2.klasse på Tårnby Skole og lange formler og ligninger - i løbet af én dag. Folk er rusvejledere, bagenørder, jægere, rollespillere, gamere, aktivister, ølbryggere, ungdomspolitikere og beliebers. Vi følger hinanden i gennem kærestesorger og nyforelskelser, eksamensstress og overspringshandling.
I dag fik jeg et tilbud om en lejlighed lige overfor gangen, men da jeg gik ud på køkkenet erkendte jeg, at jeg nok måtte takke nej. I køkkenet er der en liste med to-do lister, et ølkøleskab, en edderfugl ved navn Hr. Andriksen, en billedvæg, og en gang i mellem - endda sidst på måneden - kommer der store kasser med grønt fra Københavns Fødevarefællesskab eller en have lidt uden for Næstved, eller en bageplade med friskbagt brød eller kage. Min studietid i København må meget gerne også indebære minder om sjove søndage, hvor man med kollektive tømmermænd så New Girl og Love Actually, eller julefrokoster, hvor det virkede oplagt at lege dagens mand og kaste kæmpesquash ud fra 4.sal.
I dag fik vi et kilo rosenkål og majroer - og jeg sidder ved spisebordet og skriver opgave. Får du som tilflytter tilbud om kollegielivet, så tag imod det med åbne arme.
Kærlig hilsen
Karoline
Ingen kommentarer:
Send en kommentar