tirsdag den 19. november 2013

Rævekage

I


Det er kommunal- og regionsvalg i dag, og vi vil selvfølgelig rigtig gerne opfordre dig til at stemme. Du får indflydelse på rigtig mange ting i din hverdag - alt fra folkeskolen, studieboliger, kulturliv, infrastruktur og alkoholbevillinger. I den anledning har jeg bagt rævekager. Eller, faktisk er det hindbærsnitter med et par twist. Fyldet er med blåbær (fordi de er røde udenpå og blå indeni - get it!?) og glasuren er farvet med gulerodssaft. Du kan sagtens bage snitterne og bruge købemarmelade - den skal bare være tyk, så det ikke flyder ud. Det var mine første snitter, så der var et par rookiemistakes, der formentlig rettes op på næste gang - bla vil jeg bruge chokoknapper frem for rosiner som øjne og snude. 

Dejen var en halv portion af Mette Blomsterbergs, 9 små rævesnitter:
75 g stuetempereret smør
125 g hvedemel 
35 g flormelis 
1/2 vanillestang
1/2 tsk bagepulver
1/4 dl vand

Vanillestangen skrabes for frø, der blandes med lidt flormelis, og blandes med resten af det tørre ingredienser. 
Smørret smuldres i de tørre ingredienser og æltes igennem til en sammenhængende masse, der lige så stille tilføres vand, så dejen bliver medgørlig. 
Dejen kommes i køleskabet i en 1/2 time, gerne mere. Når du kommer dejen ud af køleskabet, tændes ovnen på 190 grader; dejen rulles ud, til den er ca 3 mm tynd og skæres i den form, du har lavet på forhånd (jeg prøvede mig frem - noget à la Munchs 'Skriget' er et godt pejlemærke) - som med brunkager (opskrift kommer i december) må du gerne lave en genrulning, men pas på dejen ikke bliver for varm og tynd af det. Kagerne skal nu bage i ovnen i 8 minutter - de må ikke blive for brune. 
Kagerne tages ud af ovnen, halvdelen smøres med marmelade (1-2 tsk pr kage), den anden halvdel lægges på og snitterne skal nu køle lidt af. Imens river du et par gulerødder fint på den fineste side af rivejernet. Det revne gulerod kommes i et kaffefilter og presses nu, så der er en lille mængde meget orange saft. I dette hældes flormelis til en passende konsistens (det skal ikke pjaske, men være muligt at stikke en teske i massen og trække en lille tråd, så det kan doseres på kagen.) Du kan også finde orange frugtfarve i kreativ hobby el. lign. Glasuren bliver dog så sød at den næsten ikke smager af gulerod. 
Snitterne, der nu er tilpas kolde til at glaseres påføres et jævnt lag orange glasur. Pynt derefter med mandler, kokosmel og chokoladeknapper. 
Nyd, mens du korrumperer og regerer! 
Ræven siger, du skal stemme. 

Med kærlig hilsen
Karoline

Ingen kommentarer:

Send en kommentar