Jeg har et køkkenskab og en grønsagsskuffe i et køleskab. Det vil sige, at det ikke kun er økonomien, der begrænser min kogekunst; men også opbevaringspladsen. Men i virkeligheden handler madlavning ligeså ofte om at smage til som det handler om at bruge virkelig mange grønsager.
Et godt tip, når man laver mad er at printe et
smagskompas ud og sætte det på køkkenskabet. Så kan man sørge for, at de få basisvarer, der kan være afgørende for smagsnuancerne, gemmer sig bag skabslågen.
Jeg har et par forskellige flasker eddike; hvis og mørk balsamico samt en æblecidereddike, der kan bruges i næsten alt. Kirsebær- eller hindbæreddike er også ret lækre - og spændende at bruge i desserter el. lign. Personligt er jeg også ret meget fan af syltede grønsager - pickles, cornichoner, rødbeder. Det kan give overraskende gode resultater som elementer i retter. Endelig er det en god idé en gang i mellem at have et par citrusfrugter læggende på hylden; citroner er gode til mange ting, både til salt og sødt, men jeg er faktisk mere fan af limefrugter, der har en mere frisk, men også bitter smag. Appelsinsaft kan også gøre underværker i en god bbq-marinade, men mest i en sødere retning.
Kød er ikke en dominerende størrelse i mit køkken. Det er relativt dyrt. Jeg er ikke ideologisk flexitar, men man kan godt give sin mad dybde, uden at ty til bouillonterninger. Jeg har tørrede Karl-Johan svampe i mit skab. Det får man nemt fingre i, hvis familien er glade for at plukke svampe i løbet af efteråret, og det holder sig også ret godt. Jeg vil gerne blende dem til et lidt groft pulver, der kan anvendes i madlavningen. Jeg kommer garanteret til at snakke mere om svampe på et senere tidspunkt. Derudover er soltørrede tomater, fishsauce (igen, jeg er egentlig ikke vegetar), en lidt kraftig madlavningsost som parmesan/grana/peregrino eller tomatpuré også et hit i tilsmagningsfasen. Derhjemme bruger min familie en gang i mellem røget salt - det har jeg også tænkt lidt at lege med.
En lille smule sukker på tomatmaden gør underværker - ligeledes gør lidt honning eller lidt ribsgele.
Jeg elsker at bruge andet end bare fint, raffineret sukker. Der er en enorm stor forskel på en heftig muscovadosukker, der smager helt vildt godt i en cookieopskrift eller en marinade og en flormelis, der næsten kun bør bruges til desserter. Jeg bruger desuden rigtig tit sød chilisovs i min mad.
Mit salt er et urtesalt fra Herbamare. Det er lidt pricy, men du salter din mad lidt mindre og giver din mad generelt mere smag end bare salt. Derudover ELSKER jeg kapers i maden.
Bitterstoffer har jeg det lidt sværere med. Det er nok det element, man lærer at spise når man bliver gammel. Jeg har efterhånden lært at drikke kaffe, øl og Gin & Tonics, men valnødder er jeg ikke helt tosset med og jeg har det stadig svært med grapefrugt. Som førnævnt kan lidt limeskal godt give maden en fin detalje. Rosenkål er også GENIAL - både rå og dampet.
Det var en smagsmæssig opsummering, men hvis du sidder og er helt blank vil jeg give dig et overblik over et par smagsgivere, det nok er meget godt at have i sit køkken:
Smagslisten:
- Eddike (balsamico, æblecidereddike)
- Citrusfrugter (citron, gerne økologisk, evt. lime)
- Tørrede svampe
- Fishsauce
- Parmesan el. anden salt ost
- Soltørrede tomater
- Rørsukker
- Honning
- Sød chilisauce
- Urtesalt
- Kapers
Kærlig hilsen
Karoline